Kontakt os

Navn (skal udfyldes)

Adresse (skal udfyldes)

Postnr. & By (skal udfyldes)

Din e-mail (skal udfyldes)

Besked

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Navn *

E-mail *

Webside

Kommentar

Dannebrog er hvid og ... (skriv rød i feltet)

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Klar til grundlovsmødet

Revitalisering af krattet.

Klik på billederne for at dem i stort format.

Søg efter:

Aktivitetskalender.

<<	Jun 2017					>>
m	t	o	t	f	l	s
29	30	31	1	2	3	4
5	6	7	8	9	10	11
12	13	14	15	16	17	18
19	20	21	22	23	24	25
26	27	28	29	30	1	2

Kommende aktiviteter.

Ingen aktiviteter

Stenene fik en tur med algefjerner.

Jørn og Martha fra bestyrelsen og Henning, Marthas mand, var i krattet for at rense stenene i weekenden. Alle stenene fik en tur med algefjerner, så de kan stå rene og fine til det store grundlovsmøde den 5. juni. De fjernede også en del nedfald langs stierne.

Vejen Kommune har fornyet trinene op til Modersmålet. Det arbejde er nu færdigt, så det begynder at se rigtig fint ud allerede nu.

Næste opgave bliver at få gjort scenen klar til grundlovsmødet.

Her er Klaus Majgaards grundlovstale

Grundlovstale 2017

I 1943 udgav den tyske forfatter Hermann Hesse bogen Glasperlespillet. Det havde taget ham 12 år at skrive den. Og imens han arbejdede på bogen, oplevede han Europa falde fra hinanden. Først krise, så sammenbrud af demokratiske stater og til sidst krig, rædsel og ufattelig brutalitet. Hesse lader sin bog foregå omkring år 2400. I et Europa, der er ødelagt af en række krige. Civilisationen har dog overlevet i provinsen Kastalien – i et samfund med en stærkt hierarkisk organisering og en asketisk dyrkelse af intellektuelle idealer. I denne fjerne fremtid gør man sig tanker om, hvorfor de gamle europæiske samfund gik til grunde. Ifølge disse fremtidsmennesker skyldtes sammenbruddet bestemt IKKE et fravær af demokratisk debat. Tværtimod. De gamle samfund sitrede af debat. Der var en levende offentlighed – med aviser, der hver dag leverede næring til kundskabstørstende læsere. Artiklerne handlede om ALT MULIGT. Alt, hvad man kunne interessere sig for. Hesse lader fortælleren citere overskrifter fra aviserne såsom: ”Friedrich Nietzsche og kvindemoden omkring 1870”, ”Komponisten Rossinis yndlingsretter” og ”Skødehundens rolle i de store kurtisaners tid”. Meget populære var interview med kendte folk – f.eks. dansere, klavervirtuoser, flypiloter og kemikere, som ytrede sig om emner såsom fordele og ulemper ved den ugifte stand og de sandsynlige årsager til økonomiske kriser. Ja, foredrag blev der holdt, både af fagfolk og dilletanter. Underholdende, temperamentsfulde og vittige. Om Goethe som forfører eller arabisk kultur. Foredrag hvori ”et antal intellektuelle modeord, blev smidt rundt mellem hinanden som i et såkaldt raflebæger” (s. 19).

Fortælleren kan fra sin udkigspost i 2400 ikke undgå at bemærke, at det var som om de ivrige debattører godt var klar over det overfladiske og fragmentariske i deres forehavende. Artikler og foredrag var ledsaget af en vis selvironi, som bar vidnesbyrd om en mere underliggende fortvivlelse. En afmagtsfølelse – fortælleren beskriver den sådan: ”…et symptom på den forfærdelse, der greb menneskesindet, da det ved slutningen af en epoke med tilsyneladende overvindelse af store vanskeligheder stod over intetheden: en stor materiel nød, en periode med krigeriske og politiske uvejr og en pludselig opstået stærk mistillid til sig selv, sin egen kraft og værdighed, ja til sin egen eksistens…” I skyggen af denne kultur opstod en asketisk modbevægelse. Mennesker, som bag den flimrende mangfoldighed forsøger at få øje på universelle værdier og strukturer. Hos Hesse bliver Glasperlespillet udviklet som et forsøg på at skabe et universelt sprog, som forener alle videnskaber og kunstarter, som leger med og ophæver tilsyneladende modsigelser og som skaber de smukkeste forestillinger om enheder og helheder. Det er forbudt at skabe noget radikalt nyt. Det nye samfund ledes af en Orden, som inddeler medlemmerne i et hierarki efter, hvilke mysterier og gåder de er indviet i. Det er forbudt at digte og komponere helt ny musik. Det er udelukket at lade subjektive ideer og indskydelser styre. Til gengæld er det den højeste kunst at skabe nye variationer og kombinationer over kendte temaer for ultimativt at afsløre deres enhed og forbundethed. Det er på en måde svært at læse beskrivelsen af Kastalien uden at blive betaget af dets orden, harmoni og meditative fordybelse i kundskabens og kunstens enhed. Det er ikke svært at genkende træk ved de nuværende europæiske demokratier og Hesses modstilling af på den ene side en mangfoldig og knevrende offentlighed og på den anden side forsøget på at skabe orden og sammenhæng. Begge tendenser synes at være til stede, og begge tendenser synes at blive styrket lige nu.

Som i Hesses sammenstyrtende demokratier har vi i dag en særdeles levende offentlig debat. Enhver af os kan på sekunder broadcaste vores synspunkter, oplevelser og følelser til en større eller mindre kreds af venner på Facebook, af følgere på Twitter eller forbindelser på Linkedin. Der er ingen nævenyttige redaktører eller smagsdommere, der danner mellemled. Alle kanaler er åbne. Vi kan bare give den gas. Det er debat uden filter. Medierne bliver mere og mere online, og alt foregår mere og mere i realtid. Nyhederne tikker ind på avisernes websider. TV2 News’ journalister jagter øjeblikkelige kommentarer på Christiansborgs gange og fører lange interview med såkaldte eksperter, der meget ofte selv er journalister, der ivrigt drøfter andre journalisters dækning af det, der på et tidspunkt var en nyhed.

Offentligheden er blevet ekstrem selvrefleksiv. Den drøfter sig selv og sin egen udtryksform og debatform. Vi taler ikke så meget om, hvad en politiker har sagt, men mere om hvordan det blev sagt, og hvordan andre har modtaget dette ved selv at sige noget på en bestemt måde med bestemte virkninger, der har affødt respons fra andre, som igen også har sagt noget.

Det er et utroligt frugtbart og selv-reproducerende sprogspil, der som et besjælet væsen avler og udbreder udsagn. Der skal ikke være nogen tvivl: det er er vitterligt et kolossalt demokratisk fremskridt, at der i den grad er adgang til at ytre sig offentligt. Dog kan det nogle gange virke som en markedsplads, hvor alle står på deres egen ølkasse og råber i munden på hinanden. Det kan føles som om, at det ofte handler mere om personer end om sager, og at det handler mere om form end om indhold. Det kan også være svært at skelne mellem skidt og kanel – mellem umiddelbare holdningsbaserede ytringer og påstande på den ene side og mere gennemarbejdede analyser og konklusioner på den anden side.

Det er som om, alle de mange synspunkter og bidrag står ved af hinanden i en endeløs række. Der er ingen kritisk debat, der rangordner synspunkterne efter kvalitet og vægt, men mere en konstant refleksion over deres stilistiske kvaliteter. Spørgsmål om hvad sagen egentlig handler om, og hvad er sandt, synes helt malplacerede. Denne oplevelse af en fragmenteret og form-fikseret offentlig debat kan afføde en længsel efter en mere entydig og klar hierarkisk orden. Tænk, hvis nogen helt klart kunne sige, hvad der er op og ned, hvad vi skal tro og gøre? Tænk, hvis den konstante knevren blev afløst af harmoni og klarhed?

I dag kan vi finde to måder at søge en sådan orden på. Den ene måde er elitens. Her handler det om at ophæve den politiske debat til teknokrati. Det kaldes Nødvendighedens politik. Hvis vi blot fodrer Finansministeriets regnemaskiner med tilstrækkelige data, vil de kunne fortælle os, hvad vi skal gøre. Det er datadreven politik. Det er datadreven styring og ledelse, der sammenbinder samfundets aktører fra folketingets forligskredse til ledelse af børnehaver og skoler. Disse vidtstrakte datamodeller er skruet sammen gennem en næsten udbrydelig enighed om, hvordan økonomiske sammenhænge skal forstås, og hvordan Danmark klarer sig og udvikler sig som en konkurrencedygtig nation i den nye globale orden. En ting er den knevrende offentlighed, noget andet er den store regnemaskine, der følger stabile antagelser og principper – næsten som et glasperlespil, og den drives og vedligeholdes af en orden af politikere og embedsmænd, der er indviet i maskinens gåder og mysterier. Men der er også en anden måde at søge orden på. Den finder vi ikke hos den teknokratiske elite, men tværtimod hos de grupper, der føler sig trængt og presset af konkurrencesamfundet og den globale udvikling. Her søger vi populismen og fundamentalismen – og de klare holdningsbaserede budskaber, som er fuldstændigt resistente over for den forhadte elite og dens regneformler. Fundamentalismen kan være national eller religiøs – eller begge dele. Vigtigst er, at den fortæller os i en klart sprog, hvorfor vi er ofre for udviklingen. Den fortæller os, hvem der har snydt os, hvem der nasser, hvem der hele tiden fører udviklingen på vildspor, hvem der lukkede fabrikken, eller svigtede de folkelige dydsidealer. Hvem tager beslutninger hen over hovederne på os. Der er helte og skurke, ofre og hjælpere. Fælles er, at den teknokratiske elite næsten altid tilskrives en skurkerolle. Det er regnedregene og brilleaberne der må stå for skud, når de populistiske kanoner køres i stilling. Det er EU-bureaukratiet, det er de store aviser, Danmarks radio. Og det er nok. Nu må Nationen eller Kalifatet træde i karakter og kalde til orden. Jeg taler altså om en situation, hvor teknokrati og populisme står over for hinanden som to meget forskellige forsøg på at skabe mening og sammenhæng i en fragmenteret virkelighed. De står ikke bare over for hinanden. De tørner sammen – gang på gang – i dramatiske konflikter. Prøv at overveje følgende:

For fem år siden tror jeg, at de fleste ville være sikre på, at globaliseringen var kommet for at blive. Det vil sige, at verdens økonomi vil blive stadig mere åben og forbundet. Vare, tjenester, information og penge vil bevæge sig stadig mere uhindret og med en stadig stigende hastighed. I dag ser vi, protektionisme dukke op igen, og nationalstater engagerer sig i at beskytte egne markeder og handelsinteresser. På et tidspunkt talte vi om, at nationer ville visne bort og blive mere symbolske institutioner. I dag viser nationer sig som økonomiske og politiske realiteter. For fem år siden ville de fleste nok mene, at EU var det samarbejde, hvor de europæiske lande skulle varetage deres væsentligste interesser både over for hinanden og udadtil i forhold til verden. Hvad enten man holdt af EU eller ej, så var EU pragmatisk set den ramme, vi havde til rådighed for at løse grænsekrydsende problemer. I dag har vi oplevet EU splittet og handle-udygtigt i forhold til større kriser, f.eks. i forbindelse med migration og grænsebeskyttelse. Vi har Brexit. Vi har Orban i Ungarn. Og et skrøbeligt og risikofyldt samarbejde med Tyrkiet.

For fem år siden ville vi ikke være i tvivl om, at NATO var de europæiske samfunds forsvarssystem. Igen kunne vi alle nok være mere eller mindre begejstrede. Men det var det, vi havde. Nu har vi hørt en amerikansk præsident kalde NATO for forældet, og vores regering arbejde på højtryk på at styrke sammenholdet i alliancen. Et nyt verdensbillede er ved at træde frem, med Kina og USA som globale supermagter, og EU og Indien som en slags anden klasse, og Rusland som en svækket, men dristig tredje rangs stormagt. Vi har en ny konkurrence om interessevaretagelse i Arktis, i de baltiske områder og også fortsat i Mellemøsten og Nordafrika.

Op igennem det 20 århundrede har vi gentagne gange kunne se en dobbelt bevægelse. På den ene side bliver verdens lande økonomisk mere forbundne og afhængige af hinanden. På den anden side synes netop den globale integration at nære sin egen modbevægelse: nationalisme, chauvinisme, intolerance.

Jeg tror desværre ikke, at der er en lykkelig og lige vej til internationalt samarbejde, samhandel og udbredelse af de liberale demokratier. Vejen er modsætningsfuld, fyldt med diametralt modsatrettede bevægelser.

Sammenstødene kan også ses på de hjemlige arenaer. Med afsæt i erfaringen med demokratiernes sammenbrud under andens verdenskrig blev Danmark i efterkrigstiden til en moderne velfærdsstat. Udadtil handlede det om at beskytte økonomien mod de hug og stød, der kom fra de internationale konjunkturer. Det krævende en aktiv og indgribende økonomisk politik. Indadtil handlede det om at skabe skoler og uddannelser, som udviklede os til demokratiske medborgere, OG sociale hjælpesystemer, som beskyttede os mod deroute og de samfundsmæssige risici og omkostninger, der følger med utryghed og sociale nedture.

Siden 1980’erne har denne velfærdsstat ifølge politologen Ove Kaj Pedersen udviklet sig til en konkurrencestat. I konkurrencestaten er velfærdsstaten vendt på hovedet. Den økonomiske politik handler ikke om at beskytte befolkningen og samfundet mod hug og stød fra de udefrakommende udsving i økonomiske konjunkturer, men om at mobilisere befolkningen til at tage del i den globale konkurrence. Fokus er på at mobilisere og kvalificere arbejdskraft. I konkurrencestaten er skolen og uddannelsesverdenens mål ikke demokratisk dannelse, men indlæring af nyttige færdigheder, som kendetegner en konkurrencedygtig økonomi. I konkurrencestaten konkurrerer nationer på deres evne til at uddanne – forstået som at udbrede nyttige færdigheder. Færdigheder er den hårde valuta i det globale samfund. Også denne udvikling giver sammenstød.

I konkurrencestatens optik er det fornuftigt at hæve pensionsalderen og sikre udbuddet af arbejdskraft. Dette støder imidlertid på vores historisk forankrede forventninger til velfærdsstaten og til beskyttelsen af sociale rettigheder. Velfærdsstaten passer på os, konkurrencestaten ansporer os til arbejde. For konkurrencestaten er skolen en udviklingsplatform for livslang læring og vedligeholdelse af arbejdskraftens nyttige kompetencer. For velfærdsstaten er skolen det demokratiske mødested, hvor vi dannes som medborgere og som folk. For konkurrencestaten er hjemmehjælp en tidsbegrænset og målrettet investering med et forventet afkast i form af rehabilitering. For velfærdsstaten er hjemmehjælp kompensation og omsorg. I næsten enhver debat om uddannelse og velfærd kan man følge velfærdsstaten og konkurrencestatens modstridende logikker, som støder sammen og bølger frem og tilbage.

Den demokatiske debat.

Det er her, vi har brug for en stærk demokratisk debat og en levende og inkluderende offentlighed. Hos Hermann Hesse hører vi, at de gamle samfund brød sammen, fordi den offentlige debat ikke kunne møde og håndtere samfundets kriser. Der blev knevret, og der blev underholdt. Men ikke løst problemer. På tilsvarende vis har jeg ind til forsøgt at tegne et billede af vores samfund, hvor den offentlige debat er fragmenteret. Der er en stor mangfoldighed af stemmer. Der er mange kanaler og mange udtryksformer. Men der er for lidt samtale. Jeg har også beskrevet to reaktioner på den fragmenterede offentlighed. Den ene er teknokratiet, som erstatter den demokratiske samtale med teknik – med beregning og nødvendighedens politik. Den anden er den politiske populisme og religiøse fundamentalisme, med dens sort-hvide billeder af verden og dens udpegning af entydige fjender og skurke. Det store spørgsmål er nu: Hvad gør vi for at udvikle den demokratiske samtale, som er livskredsløbet for vores fællesskab?

Måske kunne vi betragte de førnævnte tendenser som ikke bare kæmpende politiske subkulturer, men som forskellige dimensioner, der til en vis grad må være tilstede. Her kan vi få hjælp af Peter Bastian, som var musiker, tænker og folkeoplyser af fineste karat, og som døde for fornylig. Han skelnede mellem en horisontal og vertikal dimension i al liv og fællesskab. Den horisontale dimension handlede om at kunne rumme og anerkende forskelligheder. Her kan vi virkelig værdsætte den demokratiske mangfoldighed og pluralisme med dens brogede kor af stemmer, hvad enten vi er enige eller synes om dem eller ej. Vi er beskyttende og omsorgsfulde for mangfoldigheden. For Peter Bastian var 60’erne og ungdomsoprøret den tid, hvor denne åbenhed for forskellighed blomstrede. Det var et opgør med kunstige og stivnede autoriteter – og en ladeport, der blev åbnet for udforskning og eksperimenter. Opgøret var vigtigt. Men den det sejrede sig ihjel. Den blev til, hvad Bastian kaldte et ”fladland”, hvor alle værdier og interesser var ligestillede. De stod ved siden af hinanden – og havde krav på lige meget anerkendelse. Man skulle gøre og sige som man ville, så længe man ikke begrænsede andres frihed. Det ender i en debat, hvor alle holder dør for hinanden, ser og klassificerer hinandens synspunkter, men uden aldrig rigtig at gå i kødet på hinandens argumenter og projekter.

For at kunne dette har vi brug for en vertikal dimension. Altså en dimension, hvor værdier og interesser ikke bare er ligestillede. Men står i et hierarkisk forhold til hinanden. Noget er vigtigere end noget andet. Nogle argumenter og ambitioner rækker højere og har et mere omfattende perspektiv end andre. Peter Bastian var som sagt enig i opgøret med kunstige hierarkier, hvor autoriteter påberåbte sig retten til foreskrive, hvad der var vigtigt eller ikke vigtigt. Men han så også behovet for et mere naturligt, levende og dynamisk hierarki, hvor nogle argumenter og projekter viser sig at være bedre end andre. Ikke fordi nogen siger det. Men fordi vi sammen kan erfare det. Dette er noget helt andet en teknokratiets forsøg på at ophæve og neutralisere værdier ved at gøre dem til tekniske anliggende. Det er også noget helt andet end populismens forsøg bare at udråbe Nationen eller Religionen som entydige referencepunkter, som næsten ALTID indebærer at nogen forfølges og må bringes ud af spillet, før den rette orden kan indtræde.

For mig at se, må den demokratiske samtale og den demokratiske offentlighed have både en horisontal og vertikal dimension – og de må holde hinanden skak. Den horisontale dimension er vores insisteren på retten til at være forskellige og til at ytre os forskelligt. Vi skal hylde og omfavne de mange medier og udtryksmuligheder. Vi skal modsætte os forsøg på formynderi og statslig regulering af den demokratiske debat – f.eks. i form af en blasfemiparagraf. Som folk er vi henvist til hinanden. Og vi må selv lære, hvordan vi forvalter relationerne til hinanden. Herunder diskuterer religion og national identitet. Det er udfordrende, og det stiller store krav til vores demokratiske kultur at håndtere frihed og pluralisme. Men alternativet er langt værre – nemlig formynderi. Imidlertid bliver den demokratiske dialog kun til dialog, hvis vi anerkender en vertikal dimension. Nemlig at nogle argumenter er bedre end andre, og at nogle debatter lige nu er vigtigere end andre debatter. Uden en vertikal dimension er dialog ikke dialog, men snak og parallelle monologer. Den vertikale dimension forpligter os på at søge noget sandt, noget godt og noget skønt. Selvfølgelig har ingen af os monopol på at definere, hvad der er sandt, godt og skønt. Det er jo netop det, vi skal finde ud af sammen. Men løsningen på, at vi ikke ved det på forhånd, er ikke at give op. Det er jo intellektuel og moralsk dovenskab. Løsningen er at tale sammen – og herunder finde kriterier, der giver samtalen retning.

Dette er ikke teknokratiets ophævelse af den demokratiske samtale. Dette er ikke populismens forvandling af samtalen til et råbe-kor. Dette er et levende og folkeligt demokrati. Det er et demokrati med ånd - hvor jeg med "¨ånd" mener, at vi er forpligtet på noget større og vigtigere end, hvordan vi har det, eller på at "mærke efter i" mellemgulvet. Hvordan fremmer vi en udvikling af demokrati med ånd? Spørgsmålet er blevet uhyggeligt aktuelt efter weekendens terrorangreb på borgerne i London. Vi har alle med skræk fulgt den stadig hyppigere forekomst af terror i europæiske byer. I kølvandet er startet en vigtigt diskussion. Hvad er den rette demokratiske respons? Nogen siger, at vi skal fortsætte vores liv så vidt muligt som før. Andre siger, at det på afgørende vis ændrer vores liv. Mit bud vil være, at vi skal være aktive demokrater som aldrig før. Vi skal engagere os i vores samfund – tage vare på dets værdier og den demokratiske kultur, som er truet. Vi kan så hurtigt miste den. Og her skal vi huske, at demokrati ikke indebærer tolerance over for alt - vi skal værdsætte pluralismen og rummeligheden over for forskellige og nogle gange også ekstreme synspunkter. Men vi skal huske, at demokrati bygger på gensidighed. Jeg anerkender DINE demokratiske rettigheder – i forventning om, at du anerkender MINE. I forhold til ekstreme anti- demokratiske kræfter findes denne gensidighed ikke. Jeg er som udgangspunkt villig til at anerkende deres demokratiske rettigheder. Men de anerkender ikke mine. Vi forsvarer demokratiet ved at bruge det aktivt – og ved at insistere på den gensidige anerkendelse af rettigheder som betingelsen for at være med.

En af de vigtigste forudsætninger for en demokratisk kultur – er det at drive skoler. Måske en ikke overraskende udmelding fra en højskoleforstander. Men jeg ser vitterligt skoler i alle former som mødesteder i livet og i samfundet. Det er i høj grad på skoler, vi kan få det horisontale og det vertikale til at gå op i en højere enhed. Vi kan både kultivere tolerance og empati og samtidig en kompromisløs insisteren på gensidig anerkendelse og på det at blive klogere sammen gennem dialog. Det er vigtigt at sige dette i en tid, hvor både teknokrati og populisme kæmper om at sætte dagsorden for skolen. Det er her, at vi må insistere på, at skoler netop har værdi for samfundet ved at være relativt uafhængige mødesteder, hvor vi mødes på basis af det vi er fælles om, nemlig om at være et folk, om at være engageret i en fælles historie og med et fælles sprog. Og ud fra dette være i en udforskende dialog om, hvad der er sandt, godt og skønt – i den enkeltes liv og i samfundet.

Vi må heller ikke glemme det mødested, hvor vi lige nu er samlet. Skibelund Krat. Om noget har dette steds rolle være at bygge bro og samle om det, vi er fælles om. Jeg ved, at der er planer om at udvikle stedet yderligere. Og jeg håber stærkt, at vi fremover – igen og igen – kan samles her for – på tværs af afstande – at tale sammen – og både anerkende uenigheder og kampe – men også anerkende det, vi er fælles om. Og det er sandlig et skønt sted vi er, i den smukke natur og omgivet af virkelig storslåede symboler på ånd og fællesskab. Lad os nyde at være sammen i dag. Lad os glæde os over livet og vores forbundethed. Lad os dyrke uenigheden, fordi den skaber bevægelse og udvikling. Og lad os dyrke fællesskabet, fordi det giver os mulighed for at udvikle os sammen.

God grundlovsdag!!!

Skibelundforeningen

- værner om de nationale og folkelige mindesmærker i Skibelund krat

Kontakt os

Skriv et svar Annuller svar