Samuel Rachlins grundlovstale 2016

Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.

 Vi lever i en opbrudstid og ordet ”disruption”  eller opbrud bliver dagligt taget i brug. Især når det drejer sig om forretningslivet med nye spillere på markedet som UBER, der har sat taxierhvervet under stærkt pres, og AIRBNB, der udfordrer hotelbranchen over hele verden. Det er et teknologidrevet opbrud og en del af den højteknologiske revolution, som vi alle står midt  i og vil være en del af i mange år .

Men vi oplever også en anden form for disruption i vores samfund, i økonomien, de politiske systemer og vores kulturmønstre. Det er ikke et mindre voldsomt opbrud end det teknologiske i erhvervslivet. Og det konfronterer os med os selv, vores værdier, frihedsbegreber og idealer. Det tvinger os til at tage stilling til, hvordan vi vil indrette os med vores demokrati og velstand inden for vores egne vægge eller mure. Og hvordan vi har det med den verden uden for murene, som trænger sig på, ikke bare abstrakt, men fysisk, sætter vores systemer under pres og tvinger os til at tage stilling til væsentlige spørgsmål.

Om hvordan vi vil indrette os i den moderne verden, og hvordan vi vil dele ud af vores velstand og velfærd, hvordan vi skal beskytte et system, som tidligere generationer har bygget op med møje og store ofre. Uden at have bedt om det er vores system, vores samfundsindretning og vores grundlæggende værdier kommet på prøve og bliver udfordret på en meget direkte måde både af flygtninge, der kommer udefra og de indvandrere, der har boet her i flere generationer. Nogle af dem vender  sig nu mod det danske system, dansk levevis og danske værdier på en måde, der har skabt bekymring både blandt borgerne og de politiske ledere. Det er noget, der sker inden for landets grænser, det er altså et nationalt anliggende. Men det er jo ikke svært at konstatere, at det er noget, vi har til fælles med vores nabolande og andre lande ude i Europa.

Det sker samtidig med flere andre opbrud i Europa.  Hele EU er kommet under et stærkt pres og tvunget ud i sin mest alvorlige eksistenskrise – allertydeligst med den folkeafstemning i England, der finder sted om mindre end tre uger. Opbruddet truer med at splitte og fragmentere et europæisk projekt om enhed og samarbejde, som har været under opbygning i over 60 år. Pludselig står Europa og spørger som Hamlet, ”To be or not to be?”. Nationalistiske højrefløjspopulister, der af mange blev opfattet som utroværdige karikaturer, er nu ved at få fat i så store befolkningsgrupper, at de er ved at vinde reel magt f.eks. i Frankrig, Østrig, Ungarn, Polen , Holland og flere andre lande. Det er ikke længere karikaturer, men politisk virkelighed i dagens Europa, som vi så for kort tid siden ved præsidentvalget i Østrig. Det er ikke en karrusel, der er ved at løbe løbsk til lyden af hyggelig lirekassemusik, men snarere  en centrifuge, der spinder stadig hurtigere, og musikken lyder mere som tordenrumlen.

Islamistisk terror og de ubeskrivelige rædsler, vi har oplevet i Europa , i Mellemøsten og i hjertet af København i de seneste år, er også en del af den ligning, der indgår i den disruption, Danmark sammen med resten af Europa er en del af. Efter angrebet den 11. September 2001 på World Trade Center troede mange, at nu kunne det ikke blive værre. Men det kunne det.

Og der er mere endnu i billedet af opbrud. I kølvandet på Ruslands aggression mod Ukraine med annektering af Krim og krig i Øst-Ukraine oplever Europa den alvorligste internationale konfrontation  siden slutningen af Den Kolde Krig. Nogen taler endda om en ny Kold Krig med en politisk og militær optrapning, et nyt våbenkapløb og stadig flere kritiske situationer med russerne til lands, til vands og i luften, der kan føre til væbnede sammenstød.

Med Putin i spidsen er Rusland i fuld gang med at genopbygge fortidens fjendebilleder og optræder selv så provokerende, at Europa og USA ikke kun svarer igen med handelssanktioner, men er nødt til at reagere på truslerne ved at sende soldater og våben til de tre baltiske stater og andre østeuropæiske lande, der grænser op til Rusland. Danmark sender også soldater og våben til Baltikum. En stor NATO-øvelse er planlagt i Østersøen lige om lidt. Nogen mener, der er en del lighedspunkter med det, vi kendte under Den Kolde Krig. Men det synes jeg ikke der er. Som jeg ser det, ligner det mere et forstadie eller forberedelse til krig og ikke en ny Kold Krig.

Europæisk destabilisering står højt på Moskvas politiske ønskeliste som et effektivt middel til at fragmentere Europa og flytte opmærksomheden fra Ruslands egne problemer til det kriseramte, dekadente, rådne Europa…

                                                                                       ***   ***   ***

Menneskers naturlige reaktion i en presset situation med voksende usikkerhed og utryghed er at rykke sammen, identificere dem, der skaber problemerne og beskytte sig imod de farer, man mener, man er oppe imod. Når der er  fare på færde, er der mindre overskud, mere stress, mere vagtsomhed, man går i forsvarsstilling for at beskytte sig og sine. Det er den situation, Danmark befinder sig i i dag under pres fra et stigende antal flygtninge, stadig større problemer med uintegrerede indvandrere og den europæiske usikkerhed.

Og så er vi fremme ved den sætning, jeg lagde ud med:

Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.

Det er et citat af min gamle chef og ven, Jørgen Schleimann, der gjorde de ord til Jyllands Postens slogan i den ret korte periode, hvor han var chefredaktør for avisen. Han er ud over sine mange andre fortjenester en fremragende publicist og et ægte frisindet menneske. Essensen i det udsagn er, at det ikke er noget kunststykke at udvise frisind blandt sine egne. Frisindets ægthed bliver først sat på prøve, når man er omgivet  af fremmede eller af mennesker, der ser anderledes på verden, bekender sig til andre værdier og måske endda er fjendtligt indstillede over for os. Som f.eks. de imamer, der har været så meget fokus på i den seneste tid, siden TV2 viste, hvordan nogle af dem prædiker had og fortæller unge mennesker hvordan Islam er ved at indtage  Europa og Danmark.  Eller hvordan de forsvarer sharialovens påbud om at stene og piske kvinder, der bliver anklaget for utroskab. For ikke at tale om dem, der opildner unge muslimer til at drage i krig for Islamisk Stat.

De fleste danskere oplever den slags som middelalderlig formørkelse, der møder dansk frisind anno 2016. Et kultursammenstød mellem modernitet og religiøs fanatisme, der strider mod alle de værdier og idealer, nutidens danskere bekender sig til gennem en udvikling, der mindst går tilbage til den grundlov fra 1849, som vi fejrer i dag.

Det er et sammenstød som en amerikansk historiker, Samuel Huntington, har beskrevet som The Clash of Civilizations, i en forelæsning i 1992 og siden i en bog i 1996. Huntingtons tese er, at fremtidens konflikter og krige vil blive udkæmpet ikke som før i tiden mellem nationer og herskere for at udvide territorier. For at sikre sig indflydelsessfærer eller kontrollere naturrigdomme. Men først og fremmest som følge af kulturmodsætninger mellem de forskellige, primært religiøst-baserede civilisationer.  Huntingtons tese er stødt på kritik,  men der er mange historikere, der ser begivenhederne siden 11. september 2001, som eksempler på netop den slags civilisations- sammenstød, som han havde forudsagt.

Hvad vi oplever i Danmark og i andre europæiske lande, passer ind i det samme  mønster. Det udfordrer vores grundværdier, vores livssyn, vores frihed og demokrati. Vores frisind og vores tolerance. Og til syvende og sidst vores grundlov.

Vi er havnet i et åbenlyst dilemma mellem Grundlovens garantier for religionsfrihed og ytringsfrihed og vores frygt for, at de islamistiske imamer er en trussel mod de selv samme grundlovssikrede rettigheder og værdier, der er  grundstenene i vores demokrati og samfundsmodel.

”Jeg er uenig med, hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det.”

Det berømte citat bliver tilskrevet den franske filosof Voltaire, og det er vist ikke helt korrekt, men uanset hvem der har sagt det, afspejler de ord nogle holdninger og værdier, som mange af os kan bekende os til – nemlig frisind, tolerance og ytringsfrihed.  Det rammer lige ned i den imamdebat, der raser i Danmark i dag.

 I den seneste tid har politikerne og medierne luftet muligheden for at fratage nogle af de imamer deres indfødsret og udvise dem, eller blackliste dem og lukke grænserne for dem. Justitsministeriets jurister har gransket, ledt og søgt, mens Folketinget arbejder på en ny lovgivning. Domstolene er det næste led.  Hmm… Ytringsfrihed? Religionsfrihed? Grundtvig og Frihed for Loke såvel som for Thor? Vores højt berømmede frisind og tolerance? Vores demokratiske idealer? Lighed for loven? Hvad sker der her?  Bare se Jyllandspostens forside i går, hvor 63 danske debatører fra alle politiske lejre opfordrer Folketinget til ikke at begrænse ytringsfriheden. Loven vil kriminalisere ytringer, der undergraver dansk lovgivning og ifølge statsministeren gøre det muligt at komme efter de mennesker, der bruger religion til at undergrave det danske samfund.

Der er sket det, at vi er kommet i klemme mellem det 21. århundredes virkelighed og vores egne friheds- og demokrati-idealer, der har taget form siden vores Grundlov blev vedtaget. Man kan spørge: Hvor går grænsen for, hvad man med afsæt i en religiøs lære kan sige i Danmark? Gælder der andre regler for muslimske indvandrere og imamer end for indfødte danskere og danske præster? 

Man kan også spørge: Skal vores grundlov bruges til at udvise tolerance for andres intolerance, som kan ende med at tilintetgøre danske grundværdier? Eller med en let  omskrivning af et citat af Churchill: skal vi virkelig udvise så megen tolerance, at vi tolererer vores egen undergang? Har vi forpasset nogle muligheder, og er vi nu oppe imod nogle kræfter, som det er for sent at dæmme op for? Og overlader vi nu disse problemer til fremtidens generationer, som kommer til at betale prisen, fordi vi forsømte at beskytte vores samfund for ikke at sige vores grænser, og fordi vi udviste mindre påpasselighed end Grundlovens fædre?

Det er påtrængende og helt relevante spørgsmål at stille i lyset af de problemer, vi står med og den grundlov, vi fejrer i dag. Det er straks sværere at komme med dækkende svar på de spørgsmål. Danmark er et mønsterværdigt retssamfund, og nogle af de spørgsmål, der i dag optager offentligheden og de politiske ledere vil blive afgjort af domstolene med afsæt i bl.a. Grundlovens paragraf § 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Det er også her spørgsmål om indrejseforbud, fratagelse af indfødsret eller udvisning vil blive afgjort med afsæt i en anden af Grundlovens paragrafer, der garanterer religionsfrihed:

§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Ganske vist  hylder vi og respekterer princippet om frihed for Loke så vel som for Thor, men grundlovens fædre sikrede sig og sikrede borgernes interesser ved at tage højde for, at frihedsrettighederne ikke betyder, at der er frit slag for alt og alle. Det er frihed under ansvar. Jeg er helt tryg ved at overlade de afgørelser til vores retsvæsen og vores domstole. De er ikke blege for at gå imod folkestemningen eller presset fra medierne, som vi så for kort tid siden, da en lovbryder og helt igennem asocial person med en stribe kriminelle domme bag sig ikke blev udvist. Højesteret fandt, at hensynet til hans familie og menneskerettighederne talte højere og besluttede, at han måtte blive i landet. Jeg tror, at mange andre danskere lige som jeg hellere ville se hans hæl end hans tå, men jeg må sige, at jeg var stolt over vores retssystem, og den uafhængighed og integritet, der blev udvist ved den domsafsigelse.

Det var Grundloven omsat til handling baseret på vores rodfæstede værdier og principper. Det er ikke et spørgsmål om at opnå folkelig popularitet eller at give efter for offentligt eller politisk pres, men om at udøve uafhængighed og efterleve Grundlovens bogstav og ånd. Vi kan være stolte over, at Grundloven har skabt grundlaget for et af verdens mest solide og ukorrupte retssystemer. Retssikkerhed er ikke noget, man giver køb på her til lands. Det er ikke et tilfælde, at den danske ombudsmandsinstitution har dannet skole over alt i den demokratiske verden, og at ordet ombudsmand er et at de få danske ord, der er blevet optaget i andre sprog som et indlånsord.

Det ser jeg som Jørgen Schleimanns læresætning omsat til praksis:

Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.              

Det betyder, at man accepterer og respekterer de andre og deres anderledeshed uanset deres nationale, sociale eller religiøse baggrund. De nyder de samme rettigheder og den samme retsbeskyttelse som alle andre. Vi er selvfølgelig ikke er samfund af lutter dydsmønstre og ufejlbarlige idealmennesker. Vi er som mennesker er flest i vores egen kulturkreds, men det er gennem århundreder lykkedes at skabe et samfund, der med frihed, demokrati og respekt for det enkelte individs rettigheder som grundlag kommer tæt på hvad mange ser som et ideelt system i den moderne verden. Vores Grundlov har en stor del af fortjenesten for det.  Det siger sig selv, at man kun kan ønske, at andre kunne lære af det, og det kunne lykkes for flere at skabe lignende, velfungerende demokratiske samfund. Det ville blive en bedre verden, men det er selvfølgelig en drøm, en vild drøm. Det er en form for rigdom, der er svær at gøre op.  Det er måske ikke lige, hvad Grundtvig havde i tankerne, da han skrev:

Og da har i rigdom vi drevet det vidt,                                                                    hvor få har for meget og færre for lidt

Men jeg vil vove at lade de ord dække mere end det daglige brød og materiel velstand og tage vores frihed, demokrati og vores Grundlov med som en del af den nationale rigdom. Der er ikke noget at sige til, at vi påskønner det samfund og de rettigheder, vi nyder. Der er heller ikke noget at sige til, at mange i dag i lyset af, hvad der sker omkring os, føler, at det system og de værdier er truet. Det er et sårbart system, der bygger på tillid, gensidighed og solidaritet. Som man siger på engelsk, ”it’s a give and a take” – man giver og man tager. Eller som vi også siger, man må yde for at nyde. Men det er åbenlyst, at det er et system, der kan misbruges og maltrakteres.

Og hvad står vi så med her på denne Grundlovsdag i Skibelund Krat midt i den skønneste danske skærsommer? Vi er ikke fortabte, for vi har meget at støtte os til og holde fast i. Men det er indlysende, at vi er udfordrede i vores forestillinger om os selv, vores vaner, værdier, vores livssyn og det verdensbillede, vi er vokset op med. Vi står ved en skillevej, hvor det Danmark, der har eksisteret i ”tusinde år”, og som vi har elsket og besunget som ”vor gamle mor” er ved at blive forandret i en proces, der startede i sidste århundrede, men som vil blive endnu mere markant i det 21. århundrede. Det er klart, det er bekymrende, men mellem Rørdams ”Sorgløst kan vi ej synge dit navn, Danmark” og Drachmanns ”Du danske mand, af al din magt syng ud om vor gamle mor,” tøver jeg ikke med at sige, at jeg foretrækker den sidste med det lyse syn og den stærke tro på, at Danmark kan klare udfordringerne på sin vej.

Når jeg kigger på udviklingen i Danmark i de år, hvor indvandringen har fundet sted og sammenligner med USA, hvor jeg har tilbragt en stor del af min tid i de sidste 25 år, er det let at konstatere, at vi var uforberedte på, hvad den indvandring ville betyde og ville gøre ved os og ved landet. Danmark er ikke et indvandrerland som de historiske immigrantlande som USA, Canada eller Australien. Danmark er et lille, meget homogent og gennem en stor del af historien et ret indadvendt land, der koncentrerede sig om at skabe velstand, social lighed og et system der hvilede på frihed, retfærdighed og respekt for det enkelte menneske. Det er lykkedes bedre end for de fleste andre. Men jeg er bange for, at de høje idealer og det, man kan kalde det danske ligemageri, kom i vejen, da indvandringen fra de spredte fremmedarbejdere i tresserne begyndte at få et omfang, der fik stadig større økonomisk og social tyngde og  betydning. Og gradvis og måske mere ubemærket en kulturel indflydelse, der begyndte at gøre sig gældende og sætte præg på den danske hverdag.

Kunne det tænkes, at vi undervejs har glemt at stille krav, da vi lukkede Danmarks døre op for indvandrere og flygtninge? I begyndelsen havde vi ikke institutionerne eller lovgivningen på plads. Vi havde heller ikke erfaringerne eller kulturforståelsen, så vi bedre kunne overskue konsekvenserne på længere sigt.  Med andre ord vi blev taget på sengen, og det har været en meget lang proces at komme ud af dynerne og se den nye virkelighed i øjnene. At kalde tingene ved deres rette navn og ikke vige tilbage blot for at være politisk korrekt.  Det tror jeg har været  ødelæggende for processen og skadet vores samfundsinteresser i lige så høj grad, som det har besværliggjort integrationsprocessen for indvandrerne og sidenhen flygtningene. Jeg har ikke set den samme form for blufærdighed eller tilbageholdenhed over for indvandrere og flygtninge i USA. Det er lige på og uden omsvøb – it’s a give and a take. Du skal yde for at nyde. Og du er mest din egen lykkes smed.

Begreber som frisind, tolerance og gæstfrihed følges ad hånd i hånd, men det er ikke fordringsløse størrelser. At udvise gæstfrihed, åbenhed og hjælpsomhed er ikke en ensrettet vej. Når vi byder nogen velkommen til vores hjem, er der en husorden, som vi venter at vores gæster overholder og indretter sig efter. De skal selvfølgelig opføre sig ordentligt og respektere de gældende regler i vores hus. De er nødt til at indordne sig, og hvis det er mere end et fransk visit, så må de forstå, at de ikke kun skal nyde men også yde og bidrage med at rydde op, gøre rent og tage deres tørn med.                                                                  Diskussionen om skolemad og frikadeller af kalv og flæsk? Undskyld mig, men i min bog er det langt, for langt ude. Det er misforstået omsorg lige som i sin tid den skæve praksis med modersmålsundervisning. Kun regeringens kommunikation om smykkeloven overgik de to andre eksempler på, hvordan noget kører af sporet.    

Hvis jeg skal sige det rent ud, så må det første bud i dansk integrationspolitik være: Du er velkommen i Danmark, men du skal som alle andre opfylde de krav, der bliver stillet. Du skal følge de gældende regler. Du skal indrette dig og tilpasse dig de normer, der gælder i Danmark. Du skal påtage dig et ansvar for dig selv. Du skal yde før du kan nyde. Du skal lære betydningen af det gamle danske ord: Skik følge eller land fly.

Det er fint, hvis danske myndigheder strækker sig langt for at hjælpe flygtninge og indvandrere for at vise velvilje, men det er ikke ensbetydende med, at man går bagover og tilpasser danske skikke og spisevaner for ikke at støde de fremmede. Indvandrere skal benytte sig af den frihed og de rettigheder, den danske grundlov giver dem, og danne deres egne skoler og servere den mad, der passer dem bedst. Og myndighederne må lære at trække en linje mellem det offentlige ansvar og det personlige ansvar.

Vi kan lige så godt indse det. De udfordringer og det opbrud, vi står over for, kommer ikke til at forsvinde, men vil forblive en del af dansk virkelighed  i generationer. Det er ikke en statisk størrelse, men vil formentlig forvandle sig med årene og ikke fylde mindre, men snarere mere i den danske virkelighed.  Det vil komme til at kræve noget af danskerne. Ligesom man siger at krig er for vigtig og alvorlig til kun at overlade til generalerne, på samme måde er spørgsmål om integration ikke noget, man kun kan overlade til politikerne og domstolene. Alle har et ansvar og noget at bidrage med. Et sted, hvor alle kan være med, er at droppe den
politiske korrekthed og blufærdighed og kalde problemerne ved deres rette navn. Det siger sig selv, at der i et land med 5,7 millioner mennesker er en øvre grænse, for hvor mange indvandrere og flygtninge vi fysisk kan tage imod. Det er ikke noget at skamme sig over, for det modsatte ville betyde, at man risikerer at sætte den danske velfærd over styr og stik imod hensigten øge fremmedhadet.

Vi må også åbent erkende, at danske værdier og dansk identitet er under pres, men også her må man overvinde den blåøjede naivitet og ikke lade sig styre af forskrækkelsen over, hvad vi er vidner til i dagens Europa. Vi må benytte os af hjemmebanefordelen og stå ved, at vi har meget at beskytte og bevare. Der er ikke noget at skamme sig over her. Vi skal blot sørge for at finde balancepunktet mellem frisind og realisme, mellem åbenhed og påpasselighed, mellem gæstfrihed og krav, og sikre os, at det ikke kammer over i primitiv nationalisme, som vi oplever alt for mange steder rundt omkring i Europa. Vi ser i dag, at vores åbenhed og demokrati har en pris. En høj pris. Den skal vi være parat til at betale ikke ved at indskrænke åbenhed og de demokratiske rettigheder, men ved at hjælpe nydanskerne med at droppe forstavelsen og blive danskere. Det siger sig selv, at vi ønsker at se de nye medlemmer af det danske samfund som loyale, produktive og ligeværdige deltagere i den sociale og økonomiske satsning for at styrke Danmark og øge vores velstand. Vi har brug for integration, ikke parallelsamfund, der fører til disintegration både i Danmark og ude i Europa.                                

Danmark har et solidt og sundt grundlag at bygge noget nyt op på. Ikke ved at give slip på vores værdier, men ved at holde fast. Jeg ser ingen  grund til panik. Opbrud er ikke sammenbrud. Vi skal se det som en mulighed, ikke som nedtælling til katastrofe.  Vi skal værne om Grundloven og fejre den som en dansk triumf. Så vi med ro i sindet kan blive ved med at fortælle hinanden, at frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>