Grundlovstale 2025 – Skibelund Krat
ved højskoleelev Jonathan Kragelund.
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for muligheden for at komme her og tale for jer i dag.
I dag er en helt speciel dag, hvor vi fejrer den danske grundlov og alt det som grundloven sikrer os. Grundloven er mere end undervisningspligten eller ytringsfriheden. Grundloven er en række friheder og pligter, som kun demokratiet selv kan fratage borgerne, uanset hvem der får magten inde på Christiansborg. Grundloven kan vi meget let tage for givet. I dag er i virkeligheden den eneste dag på året hvor vi ikke tager den for givet.
Der er ikke noget nyt i at vi i dag snakker om at vores frihed er truet af udefrakommende magter, det har man efterhånden snakket om i nogle år og hvis vi kigger tilbage i historien er det slet ikke noget nyt.
Da de første taler blev holdt her i Skibelund krat og frem til afslutningen af anden verdenskrig var det Tyskland, som truede grundloven. Under den kolde krig og frem til murens fald kom truslen fra Sovjetunionen i øst, og da Rusland i 2022 invaderede Ukraine, så tegnede der sig et lignende mønster som set under den kolde krig, men det viste sig ikke at være så simpelt.
Da Donald Trump til januar i år blev indsat i det hvide hus ændrede billedet sig. Nu kom grundloven og alle de frihedsrettigheder som grundloven sikrer os ikke kun presset fra øst, men også fra vest.
Dette har medført, at mange i dag snakker om at begynde at vælge Bruxelles til og Washington fra. Det er måske allermest en afstandtagen til Washington, der er tale om. Det er på det seneste blevet en folkesport at være forarget over Trump og regeringen i Washington. Flere og flere køber ikke amerikanske varer, Andreas Odbjerg synger om hvordan det brænder i USA og det er et mysterium for mange hvad amerikanerne ser i Trump.
Nogle mener, at amerikanerne har valgt Trump, fordi de er mere snæversynede end os her i Europa. At de skulle tro at de befinder sig i verdens navle og ikke forstår at de er en del af resten af verden. Ja, der er snævertsynede mennesker i USA, med værdier vi kan have svært ved at forene os med her i Europa. Men hvis jeg skal være ærlig så synes jeg at den analyse er doven og forældet.
Det er i virkeligheden en meget gammel ting at tro at amerikanerne ikke skulle være dannede i samme grad som europæerne. At Europa er højkultur og klassisk dannelse, mens USA er kommercialisme og kapitalisme.
Jeg anser også dannelse som en essentiel værdi i Danmark såvel som i Europa. Jeg er trods alt højskoleelev. Jeg mener bare ikke kun at den hører til i Europa og jeg anser også amerikanerne som værende et dannet folk. Den amerikanske kultur kanon indeholder både forfatteren James Baldwin og maleren Edward Hopper som i den grad er med til at indkapsle det at være menneske.
Jeg er bange for at den måske forståelige afstandtagen fra USA og fra Trump kan skygge for de problemer vi lige nu står I i Europa. For rent historisk har Europa og især Danmark fulgt amerikanske tendenser med en forsinkelse på 15-20 år. Og lige nu ser vi hvordan den højrepopulisme som Trump repræsenterer, vokser sig større og større inden for Europas grænser og vi ser den også i Danmark. Jeg tror det er rigtig vigtigt at huske på at højrepopulismen i sin værste form oprindeligt var et europæisk fænomen.
Sidste gang højrepopulismen hærgede overalt i Europa, var økonomiske vilkår en stor faktor. Ekstreme holdninger trives godt i fattigdom og trange kår, det er der intet nyt i. Så for mig er det ikke overraskende, at amerikanerne har valgt en præsident som Trump, når der stort set intet er tilbage af den brede middelklasse, som USA plejede at være så stolte af. .
Her i Europa ser vi også hvordan middelklassen er truet i disse år. Det bliver dyrere og dyrere at være dansker, på trods af at vi stadig har det rigtigt godt. De europæiske velfærdssystemer er under pres, hvilket vi allerede ser konsekvenserne af i lande som f.eks. Tyskland
Jeg mener at vi skal tage den udvikling vi ser i USA lige nu meget seriøst for jeg mener at Danmark samt resten af Europa nemt kan komme til at stå i en lignende situation før end vi ved af det.
Jeg håber ikke at den her tale kommer til at lægge en alt for kraftig dæmper på festlighederne og jeg håber ikke at det her slukker håber i nogen, tværtimod håber jeg at at det får så mange som muligt til at indse at det vi har her i Danmark og Europa er noget utroligt vigtigt, som er værd at kæmpe for.
jeg ønsker jeg alle en rigtig god grundlovsdag.