Der findes en gammel kinesisk forbandelse. Den hedder: ”Må du leve i interessante tider”.
Jeg har kendt den på engelsk i mange år: ”May you live in interesting times”. Men jeg vidste
ikke, at det var en forbandelse.
Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg måske endda brugt sætningen som sådan en slags
lykønskning til baby-billeder på Facebook.
Det føles ikke som ret længe siden, at det var relativt ufarligt at ønske nogen, at de måtte leve i
interessante tider. Men…i dag ved vi bedre.
*
Vi bliver alle sammen formet, at det, der sker i verden. Måske mest af alt det, der sker, når vi er
børn og unge. Det er lidt som med LEGO-klodser. Hvis den første man får er grøn, så begynder
man at bygge grønt. Hvis den første er rød, bygger man et rødt hus.
Sådan er det også med erfaringer. Både i det store og i det små.
Flere af jer, der sidder her, havde forældre og bedsteforældre, som oplevede frihedsvejen og
frihedsbroen lige hernede som deres holdepunkt. Deres oplevelser og fortællinger om det rødhvide
gelænder har sat sig i jer i de små ting, som fx at I stadig stolte siger ”Møjn”. Og i de store
ting, som at I ser jer selv som en stolt grænselandsminoritet.
Nogle af jer, blev selv født i skyggen af anden verdens krig. Det har sat sig i små ting, som f.eks.
at I spiser rester. Og i store ting, som f.eks. jeres holdning til EU, USA eller Israel.
Jeg var 15 år, da Berlin-muren faldt. Kort efter brød østblokken sammen og i Sydafrika faldt
Apartheid-regimet. Det har sat sig i små ting, som f.eks. at jeg følger nyhederne i døgndrift og i
store ting, som f.eks. en ukuelig optimisme på verdens vegne.
Min søn har gået i skole under corona. Eller faktisk, netop IKKE gået i skole. Det har sat sig i
små ting, som f.eks. at nyse i ærmet og i store ting, som f.eks. bekymring for rejser.
Vi – og vores verdensopfattelse – er formet af vores tidlige erfaringer med verden. De første
LEGO-klodser. Vi kan ikke lade være med at bygge videre med dem, der tilfældigvis blev vores
første.
*
2
Til gengæld skal vi huske, at et barn i dag slet ikke kan forstille sig, hvordan min barndom var –
for slet ikke at tale om bedsteforældrenes.
Når vi kører på sommerferie ned igennem Europa, gaber børnene om kap på bagsædet, når
jeg fortæller om dengang man ikke havde kreditkort, men rejsechecks og en hel bunke punge
med tyske mark, belgiske franc, hollandske gylden og italienske lire. Dengang man holdt i kø
ved alle grænser – og led i bilen som var uden air-condition, men til gengæld fuld af røg.
Jeg har vist dem den telefon, der stod i mit hjem, da jeg var barn. I ved, den brune – med
drejeskive og en lang spiralledning. Børn i dag spørger efter wifi-koden, så snart de kommer
ind ad døren.
Jeg er efterhånden gammel nok til at forstå, at der er en grund til at seniorer taler meget om
deres barndom. Det er fordi den er blevet væk.
Og alle de dyrekøbte erfaringer man hentede gennem livets mange ørefigner, er der slet ikke
nogen, der sætter pris på – eller regner for noget.
Og det går så op for en, netop som man også forstår, at vi lever i ”interessante tider”.
Tider, hvor ALLE generationers erfaringer er nødvendige.
*
Jeg hørte for nylig en podcast om en kenyansk kvinde, der levede et meget moderne liv med
hus, mand og børn. Og som brugte kunstig intelligens til at løse sine arbejdsopgaver.
Hun fortalte om, hvor lykkelig en barndom hun havde haft, da hun voksede op i en massailandsby.
En landsby, hvor man boede i lerklinede hytter, hvor mænd havde flere koner, hvor
piger blev omskåret og hvor man gemte børnene, når der kom nogen og foreslog, at de skulle i
skole.
Men det hun huskede var, når pigerne gik i timevis for at hente vand. Sammen. Og de sang og
dansede. Når de kom tilbage til landsbyen, brugte de flere timer på at samle brænde. Mens de
sang. Sammen.
Om aftenen samledes landsbyen om bål, hvor de sang. Sammen.
I sit nu moderne liv, hvor alle familiens medlemmer bor bag hver sin skærm, stillede hun det
simple spørgsmål: Skal vi ikke i det mindste lære vores børn at synge?
Jeg smilede, da jeg hørte hendes historie. Tankerne gled tilbage til morgensang i skolen,
højskolesangbogen, kirkekor, musicals på gymnasiet … og hen til erkendelsen af, at selvom
jeg har sunget uendeligt meget for min dreng, så er det nok youtube, der reelt har lært ham at
synge.
*
3
Men hvad er det vi giver videre til vores børn? Til de næste generationer. Som – ligesom os –
ikke gider høre på barndomsminder om cykelture i snestorm med bare knæ på en cykel uden
dæk.
Det har jeg gået og tænkt over siden podcasten med massai-kvinden.
Og nok lidt atypisk for vores tidsånd, har jeg ikke tænkt på det på sådan en meget individuel
måde, men mere på, hvordan skaber vi mennesker, der har styrken til at holde fast i alt det,
der er rigtigt for samfundet – i interessante tider?
Og det står klart for mig, at mens vi har fortalt om vores barndom, er der noget vi har glemt.
Noget vigtigt.
*
De erkendelser man byggede den frie, demokratiske verdensorden op omkring efter anden
verdenskrig, er i dag udfordrede. Ikke bare udefra, men også indefra:
FN
Det var der man i 1948 vedtog Menneskerettighederne.
Krigens regler og den humanitære folkeret.
EU
Staten Israel
Verdensbanken
WTO – verdenshandelsorganisation
NATO
Velfærdssamfundet
Listen er længere.
*
Det er gået op for mig, at det ikke er nok at fortælle historier. Og jeg kan ellers virkeligt godt lide
at fortælle historier. Og jeg kan virkeligt godt lide at høre på gode historier.
Vi mister en menneskelig forbindelse til historien, når oldefar, der var frihedskæmper, dør,
eller oldemor, der fortalte om alle dem, som måtte smugles over Kongeåen for at føde, så
børnene ikke kom i den tyske hær før Genforeningen. Når bedstemor, der kunne huske, at
barnevognen stod pakket med konserves og kiks, hvis tyskerne kom og familien hurtigt skulle
væk, ikke længere selv kan huske det.
4
Vi kan godt fortælle om krigene. Men den menneskelige kæde er brudt, mellem ældste og
yngste led. Til en vigtig del af historien.
Og det er ikke bare fordi vi ikke synger ”Det haver så nyeligen regnet” omkring et bål. Sammen.
Det er fordi, erfaringerne skal indhentes på ny.
Det skal vi tage alvorligt.
*
Min mand er træner for juniors fodboldhold og han sagde for nylig til mig, at hvis der var en ting
drengene vil være præget af, fra den tid de nu vokser op i, så er det præsident Trump.
Trump (!)
Jeg kan jo godt se, at han har ret.
Ligesom jeg kan se, at konflikten i Mellemøsten ikke er helt så ligetil, for de generationer, der
vokser op nu. I noget mere blandede klasser.
Og netop som vi med møje og besvær havde bortmanet adskillige børn og unges angst for at
Putin skulle angribe Danmark med atomvåben, med endeløse forsikringer om, at NATO er
verdens stærkest forsvarsalliance, så ingen tør angrib os – ja, der eroderede sammenholdet i
NATO – indefra.
Og jeg måtte tage en mental note om, at jeg også skal huske at læse ”De tre musketerer” for
junior, for hvordan skal det stakkels barn da eller kunne forstå ”en for alle og alle for en”.
Og det må endeligt ikke være på engelsk, selvom han helt klart ville foretrække det. Det ville
mine forældre ellers have været grumme stolte af, hvis jeg kunne det i hans alder. Og det må
endeligt heller ikke være på skærm, for det er jo snyd, selvom de fleste børn i dag kigger på én
som om man sad med en fjerpen, hvis man skriver i hånden.
Og det er pudsigt nok den slags diskussioner vi har med hinanden, mens den verdensorden
mennesker før os har ofret alt for at give os, står i brand.
*
Det er naturligt, at vi kommer til at bruge tid og kræfter på små diskussioner, for vi kan
simpelthen ikke holde til at være i de store hele tiden.
Jeg er selv begyndt at tage en kop kahe FØR jeg læser nyheder. Man må ligesom få monteret et
mentalt skjold, før man kan forholde sig til seneste omgang breaking news fra Washington.
Men det er ikke kun nyhederne, der gør os trætte – og jo helt ærligt også gnavne.
Det er følelsen af, at vi ikke kan gøre fra eller til.
5
Den følelse skal vi bekæmpe. For vores egen og for fremtidige generationers skyld. Og ja, jeg er
godt klar over, at det er 1989’eren i mig, der bobler over. Men vi kan gøre verden bedre.
Den amerikanske antropolog Margaret Mead er tilskrevet følgende citat, som hun vist nok
aldrig selv har sagt eller skrevet, men pyt med det:
”Tvivl aldrig på, at en lille gruppe eftertænksomme, dedikerede borgere kan ændre verden. Det
er faktisk det eneste, der nogensinde har gjort det”
Det kan godt være, at det er en dråbe i havet, når danskere boycotter amerikanske varer i det
omfang, de nu kan, selvom de har iPhones, facebook og drikker cola. Men de gør noget –
ligesom danskerne gjorde noget, da vi hang danske flag på vores juletræer. Og de gør først og
fremmest sig selv til myndige, ansvarlige borgere, fremfor passive ofre.
Det kan godt være, at det altid vil være bedst at sende penge til etablerede
nødhjælpsorganisationer, men jeg letter nu på hatten for de danskere, der har hentet
Ukrainere ved den polske grænse eller delt vand ud til bådflygtning på Lampedusa. De gør
noget, som myndige borgere.
Det kan godt være, at jeg synes 90 procent af de lokallister, der vil præge efterårets valg til
kommuner og regioner er skøre, for det gør jeg, men det er mennesker, der rækker hånden op
og siger: ”Jeg vil godt tage en tørn”. De er myndige borgere, og jeg respekterer dem alle, hver og
en.
Og vi er nødt til at lære vores børn, at liden tue kan vælte et stort læs. Ellers gør vi dem til
passive betragtere – ofre for verdens gang. I stedet for arkitekterne af fremtiden.
*
Men indrømmet. Politikerne gør det ikke altid nemt for os. De er virkeligt gode til at udtænke
meget komplekse løsninger. De gør det ironisk nok, for at være så retfærdige som muligt.
Men i de seneste år, har jeg ofte spurgt mig selv, om det egentligt er retfærdigt, hvis borgerne
ikke forstår samfundet længere? Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har tænkt sådan.
Når vi f.eks. laver et udligningssystem imellem kommunerne, hvor alle kommuner skal
kompenseres for alt muligt, så har vi ganske vist lavet et meget retfærdigt system – målt på
hvor mange målepunker vi anvender. Man kunne f.eks. nøjes med at udligne mellem de 25 pct
fattigste og de 25 pct rigeste. Og lade resten passe sig selv.
Når vi bruger ti år på at udvikle et utroligt fint-kalibreret ejendomsvurderingssystem, så er det
sikkert retfærdigt ned på fjerde decimal målt i kroner og ører, men er det retfærdigt, hvis vi ikke
længere forstår det?
6
Når en patient udskrives efter en hofteoperation, kan man søge kommunen om at blive
visiteret til toiletstol eller hospitalsseng. Tror vi virkeligt på, at det er noget folk snyder med?
Eller kunne det bare være en pakke, der fulgte med operationen?
Der er virkeligt meget af det, der gør vores nære verden kompliceret, som vi kunne gøre helt
enkelt. Vi skal bare anskue retfærdighed på en anden måde.
Og vi skal tro på, at vi kan gøre verden mere retfærdig – i det små og i det store. Vi har nemlig
gjort det før. Mange gange. Det er de LEGO-klodser, vi blev givet som børn.
*
Og nu har jeg vævet nok rundt i det. Nu kommer Grundloven.
Grundloven er et vidunderligt ukompliceret stykke lovgivning. Har I gjort jer selv den ulejlighed
at læse den for nylig? Det kan man faktisk godt. Og alene det faktum, gør den i mine øjne til et
meget retfærdigt grundlag for vores lille dejlige land.
Jeg må indrømme, jeg er også ret vild med den amerikanske konstitution – eller grundlov –
som jeg ærligt talt har læst oftere end Grundloven.
Jeg kan især godt lide, at den starter med ordne: ”We the people of the United States…” (Vi,
det amerikanske folk…)
I virkeligheden starter den sådan, fordi grundlæggerne ikke lige kunne finde på andet. Men det
står flot i dag.
For det, det betyder er, at den ultimative suverænitet udgår fra folket. Ikke Gud, ikke kongen,
ikke noget som helst andet end folket. Det synes jeg er så smukt.
Og jeg synes det er værd at minde alle borgere i frie demokratiske samfund om, at de ikke er
magtesløse – de HAR magten. Den udgår fra dem. Den udgår fra jer.
Men se jer omkring. Kig lige til højre og til venstre.
Og ræk hånden op, hvis I sidder ved siden af en, der er under 50 år gammel.
Okay, vi er til et arrangement arrangeret af en højskole herude i en af højskolernes absolutte
højborge i Skibelund Krat, hvor der har været afholdt Grundlovsmøder siden 1865 – og når en
højskole melder sig ind i kampen, så ser vi måske lige en enkelt ung mere end hvad man ellers
ser. Men jeg har været til mange grundlovsmøder mange steder i landet, Jeg kan godt afsløre:
Vi har et problem.
Grundlovsdag er for voksne mennesker…hvis vi skal være venlige.
Efter jeg selv har rundet 50, er jeg blevet varm fortaler for begrebet ”voksen”…J
7
En ting er, at vi ikke har en 4th of July, Bastilledag eller en anden bombastisk patriotisk
national festdag. Vi er danskere, for pokker. Vi kan slet ikke hidse os nok op til det. Nej, stik os
en varm hvede med masser af godt dansk smør, så er vi glade.
Men det underliggende problem er, at vi har forsømt den grundlæggende demokratiske
dannelse af de næste generationer.
Derfor er jeg knusende glad for, at der er nogle dygtige mennesker, der har stablet den forening
på benene, der hedder Grundlovsfesten. De opgraderer simpelthen Grundlovsdag fra en dag
til en fest, som de får flere og flere skoler til at deltage i. I år er der over 300 arrangementer,
hvor 80.000 børn deltager. Og i år har også Folketinget slået dørene op for børnene.
*
Det er rigtigt godt at lære sine børn af synge – helst fra højskolesangbogen.
Men den helt grundlæggende demokratiske dannelse, skal ind med modermælken, gennem
idrætsforeninger, skoler og leg. Og vigtigst: Gennem eksemplets magt.
Som travle moderne forældre og bedsteforældre, kan man nemt komme til at kigge ned i
bordet, når der skal vælges ny kasserer i sportsklubben eller findes frivillige, der skal dele det
lokale hjemstavnsblad rundt. Men vi skal række hånden op – igen og igen.
Vi skal vise vejen til, hvordan man deltager i frivillige foreninger og fællesskaber – ligesom jer,
der kommer syd fra Kongeåen altid har gjort det og stadig gør det i jeres beredskaber og
brandværn. I er her også i dag og passer godt på os. Tak for det.
Nogle steder i landet er man altså stadig gode til det, MEN andre steder er det ret pauvert.
Når jeg nogle gange står på sidelinjen til min søns fodboldkampe i silende regn eller bidende
kulde, møder jeg altid de samme tre fædre. De har alle sammen anden etnisk baggrund end
dansk. De griner og slår ud med armene og spørger: Hvor er alle de hvide fædre?
Og så tænker jeg på min barndom. Hvor ALLE forældre var medlemmer af alle muligheder
foreninger. Hvor ALLE forældre var frivillige til mindst tre forskellige ting. Hvor der i næsten alle
hjem var en, der var valgt til et eller andet.
Det var også dengang min klasselærer sagde, at hvis vi ville have sund mad fremfor pommes
fritter i cafeteriaet i hallen, så skulle vi bare alle samme gå hen til hal-fatter og spørge efter
gulerødder, hver gang vi var der. Som sagt, så gjort. Der KOM gulerødder. Men vi ville nu stadig
helst have pommes frites.
Men vi lærte, at vi kunne gøre noget. Vi kunne engagere os. Vi kunne ændre verden.
*
8
Og ja, der faldt jeg lige i en fortælling fra barndommen igen. Den barndom, som min søn SLET
ikke kan forestille sig. Hvis jeg tilbød ham to kroner for at hakke en række roer, så ville han jo
ringe til kommunen.
Og der gjorde jeg det igen.
Det er svært at lade være. Virkeligt svært.
*
Derfor vil jeg gerne benytte denne Grundlovsdag til at opfordre mig selv og jer til, at vi skal
arbejde med os selv og vi skal give stafetten videre.
Vi skal lette rumpetten og vise vejen til demokratisk dannelse. Gennem eksemplets magt.
Vi skal holde op med at tygge maden for vores unger og i stedet lade dem være med og lade
dem gøre sig sine egne erfaringer med demokrati. Og så skal vi lytte, mere end vi taler (det
sidste har jeg meget svært ved selv).
Men nu skal jeg nok efterleve min egen opfordring og holde mund. Om lidt.
Jeg vil blare gerne slutte med at sige, at ja, verden er skræmmende og ting, som vi har taget for
givet, skal vi til at kæmpe for igen.
De vigtigste kampe i livet bliver aldrig fløjtet af. De ER livet.
Med vores gode gamle Grundlov står vi solidt plantet på lovsind, retsind, frisind og storsind.
Jeg er parat til at kæmpe for den. I er her i dag – så det er I også.
Skal vi ikke lære vores børn både at synge og at forsvare Grundloven?
Tak for ordet. Og rigtig glædelig Grundlovsdag!
Michael Skov Jensen Skibelund Krat 2